december 27, 2007...11:00 pm

TIVOLI – Tear Down that Wall!

Spring til kommentarer

metropolzonen_06-0088.jpg

Med sine planer om højhus på Rådhuspladsen og storbyggeri ud mod hovedbanegården og senere mod H. C. Andersens Boulevard er Tivoli gået i kontroversielt udviklingsmode. At Tivoli fundamentalt har fejllæst havens fremtid er indlysende. Uanset ejerforholdene er og bliver Tivoli alle danskeres fælles forlystelseshave og ikke mindst et frirum i centrum af en hurtigt voksende europæisk metropol, hvor borgere og besøgende kan slappe af fra storbyen vrimmel af mennesker og trafik.

At gå en tur rundt om Tivolihaven er dybt deprimerende. Tivoli har lukket sig om sig selv og behandler omgivelserne med foragt. Den ene monstrøse containerkonstruktion efter den anden har man tilladt sig at opføre efter den anden. Gå en tur ned ad Tietgensgade og se med egne øjne, hvordan foragter sine omgivelser. Eller gå en tur langs Bernstorffsgade ved Hovedbanegården og se en af de grimmeste facader i Københavns centrum. Eller stil dig på hjørnet af Vesterbrogade og se den arkitektoniske jammer, Tivoli har tilladt på dette centrale hjørne. Så er der naturligvis strækningen på H. C. Andersens Boulevard, hvor de sidste rester af havens grønne areal står i flor – BAG HEGNET.

Et billede på hvor lidt Tivolis ledelse har til overs for den by, haven lukrerer på, at det blå plastiktelt, man har rejst ved Rudolf Bergs Hospital. Bag en sort træmur står dette rædsel af et telt som bruges til opmagasinering og parkering. Udselt!

Med andre ord: Taget Tivolihavens helt centrale placering i Indre by i betragtning kan man kun have foragt til overs for Tivoliledelsen forvaltning af københavnernes mest centrale haveanlæg på det gamle voldterræn. Jeg vil gå så langt som til at hævde, at Tivoli er en hån mod byens borgere og ikke mindst mod kvartererne omkring haven.

Det areal Tivoli ligger på er og burde være københavnernes foretrukne tilholdssted, når ellers vejret tillader det. Desværre er det ikke tilfældet. Udover at haven har og fortsat udvikler sig hen imod en billig kopi af forlystelseshaver rundt om i verden, forvalter den sit centrale areal i byen med foragt for byens borgere.

Tivoli skal være en åben have. Tivoli skal være indbydende og romantisk. Tivoli skal være et fristed for borgere og turister. Tivoli skal byde sig til i stedet for at frastøde alle dem, der ikke lige vil betale en lille formue for at betræde havens stier.

Med andre ord: TEAR DOWM THAT WALL!!

Som et led i havens udviklinsplaner burde dens ledelse og ikke mindst dens ejerkreds fjerne alle hegn og mure, der opdeler byen i dem og os. Tivoli er og bør være et friareal, hvor alle har fri adgang. Og det kan kun realiseres, hvis Tivoli dels river hegn og mure ned, og dels betragter sig som en del af byen.

I Berlin lykkedes man med atter at forene byens to halvdele ved at rive den forhadte mur ned - i København har vi stadig et Tivoli på byens mest centrale område, der lukker sig mod byen og som tilmed nu vil bygge skyskrabere og andet byggeri for at maksimere sin profit og yderligere afskærme sig fra sine omgivelser. Der er brug for et helt nyt syn på Tivolis placering, og der er brug for, at københavnerne og byens politikere begynder at stille krav til Tivolis ejere.

En melding om, at det er totalt uacceptabelt, at Tivoli lukrerer på byen uden at give noget igen, burde runge i byens gader.

Læg en kommentar